Vand er en kemisk forbindelse, der er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét vandmolekyle er sammensat af to hydrogenatomer og ét oxygenatom.

Kemikere omtaler ofte i spøg vand som dihydrogen monoxid eller DHMO, der er det systematiske navn for dette molekyle i det kemiske fagsprog.

Vand findes næsten overalt på Jorden og er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af Jordens overflade er dækket af vand. Vand i fast form kaldes is og vand i gasform kaldes (vand)damp.

Kun 3 % af Jordens vand er ferskvand, hvoraf 3/4 er bundet i gletchere og indlandsis, og af det tilgængelige ferskvand findes store mængder som grundvand.

Hydrosfæren er en betegnelse for alt det vand, der er på Jorden, uanset fase. Jordens hydrosfære er beregnet til at være ca. 1.360.000.000 km3. Oceanerne udgør 97 % af hydrosfæren, resten udgøres af floder og søer, grundvand, kryosfæren (is), vanddamp i atmosfæren, krystalvand i mineraler og bjergarter samt vandet i de levende organismer.

Jordens ældste vand er fundet i Canada 2,4 km under overfladen. 

Andre himmellegemer kan også have hydrosfærer, f.eks. kometer, Merkur, jupitermånen Europa, saturnmånen Enceladus og uranusmånen Oberon, men Jorden er indtil nu den eneste vandverden, vi kender i detaljer.

Jordens hydrosfære er formentlig "genbrug" fra kometer, asteroider, og andre "snavsede snebolde", himmellegemer, der for 4,1 til 3,85 milliarder år siden under "Det store bombardement" bidrog med det meste af klodens vand.

Det er stadig et helt åbent spørgsmål, om det store bombardement har haft en direkte indflydelse på det allertidligste liv - for eksempel som at plante livet på Jorden eller som den allerførste masseudslettelse.

Vandflade er en samlet betegnelse for

  • verdenshav (ocean)
  • hav
  • vandløb - f.eks. flod, å, bæk, kanal..)
  • vådområde - f.eks. grøft, dam, vandhul

Mytologi.

Netop fordi vand er nødvendigt for livet på Jorden, har det altid haft en central rolle i mytologi og folkesagn.

Førhen dansede mange nordamerikanske indianerstammer regndans i tørketider i håb om, at det ville bringe dem regnvand. Bibelen har historien om syndfloden, der truer med at udrydde livet på Jorden, hvilket Noas ark forhindrer. Et andet bibelsk eksempel er, da Moses får havet til at dele sig og danne en tør flugtvej, ad hvilken han og hans følge kan undslippe Faraos hær.

Nogle religioner havde havguder. Nordboernes havgud hed Njord, romernes Neptun og grækernes Poseidon.

Vand er blevet opfattet som et af de grundelementer, alt er opbygget af. Ifølge Kelterne var grundelementerne: jord, vand og ild. De fire klassiske græske elementer var jord, vand, luft og ild, og de fem kinesiske grundelementer var metal, træ, vand, luft og ild.

 

Redigeret citat fra Wikipedia